Den klareste og smukkeste erkendelse, som har ramt mig i mit 26. år er, at jeg ikke ved, hvad der er bedst for mig. Jeg kan uden tøven fortælle mange overbevisende historier, om hvem jeg er, og læse bøger om hvem jeg kunne blive, og hvordan jeg sikkert kan nå derhen. Men helt grundlæggende så har jeg måtte erkende, at jeg ikke er i stand til at vurdere, hvad der er bedst for mig og hvordan jeg når derhen. For en livsdesigner og nydelseskontrollant som mig har den erkendelse været exceptionelt frisættende at slutte fred med, og da jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er den eneste, som løber rundt med en svigtende dømmekraft blandet med lysten til at kontrollere alt, hvad der foregår i mit liv, vil jeg se, om jeg kan dele erkendelsen. Det sidste år har foræret mig to klokkeklare eksempler på, hvordan min dømmekraft har betydelige mangler.

En skade der gavner

I slutningen af april måned kom jeg til skade med mit håndled. Jeg havde været i et intenst flow med min håndstandstræning, knoklede med at balancere på en arm og var grebet af mine fremskridt. Men så fra det ene sekund til det andet overbelastede jeg mit håndled og var sat ud af træningen på ubestemt tid. Jeg kunne ikke en skid, de første par uger kunne jeg ikke en gang give hånden til andre uden store smerter. Selvsagt satte det en brat stopper for min træning og mine én-arms-håndstands-ambitioner. Enormt frustrerende og noget som slet ikke hørte til i mit flow. Timingen var elendig. Der måtte være sket en fejl.

Håndstand var (og er…) ligesom mig, og jeg var slet ikke klar til at slippe den. Det var så sikker en vej til succes og  anerkendelse at lave en håndstand. Men som situationen så ud på det tidspunkt, kunne jeg ikke engang lave et afslappet hundestræk – noget af en udfordring for mit ego. Jeg kan huske en yoga konference i Göteborg i maj måned, hvor jeg kategorisk måtte fravælge alle de workshops, som ellers var fulde af den saft og kraft og akrobatisk udfordring, jeg normalt ville vælge. Jeg kunne have stået foran de dygtigste af håndstandseksperterne og brilleret med min stabile håndstand, men nu var jeg henvist til meditation, koneyoga og sang, og hvad skulle jeg egentlig der? I hvert fald ikke imponere nogen…

Pointen er for mig, at skaden igennem fire måneder tvang mig til at disponere min tid, anderledes end jeg ellers ville have gjort og bragte mig ud i situationer, som jeg aldrig selv ville have valgt. Den ro, som skaden krævede for at kunne blive hel igen, satte mig på sporet af meditation og gav mig plads til at tænke over, hvordan jeg kunne være blevet så forgabt i at balancere på én hånd, at det skulle koste mit håndled. Da jeg en dag i slutningen af august måned for første gang igen havde modet til at afprøve min håndstand, var håndleddet tilbage i kampen, og på nærmest mirakuløs vis virkede det til, at håndstanden var blevet mere balanceret.

En gåtur med min mor i Nepal som forberedelse til fuld lotus.

Anden oplevelse er kort og klar. Jeg har de sidste to år haft et projekt om at skabe så meget åbenhed i mine hofter, at jeg kan sidde i fuld lotus stilling (padmasana), når jeg mediterer. For at nå dertil har jeg siddet en helt masse i skrædderstilling og arbejdet med alle de hofteåbnere, jeg kunne komme i nærheden af i yogaverdenen, og squattet så snart jeg kunne få plads til det. Virkelig et projekt og alt sammen meget direkte overførbart og oplagt i forhold til at komme ind i stillingen. Men det skulle vise sig at være noget helt andet, som for alvor tog ved mine hofter.

I marts måned skulle jeg med min mor til Nepal på 14 dages vandretur. Vi havde sparret de ellers venlige og hårdtarbejdende nepalesiske bærere, og jeg havde fået æren af læsset. Det var jeg glad for. Min eneste betænkelighed var, at 14 dage i bjerge med tung oppakning skulle gøre mig (og mine hofter!) stiv som et bræt. Men da jeg på 9.-dagen på vores vandretur, med helt ømme ben satte mig til rette, sad jeg for første gang i mit liv i en afslappet lotusstilling. Jeg ved ikke, om det var vandreturen, højdemeterne eller aftenen, hvor jeg meget rørt lagde min kære og højdesygeplagede mor i seng, eller noget helt fjerde, som gjorde udfaldet. Men alt det direkte og oplagte – alle hofteåbnerne og alt yogaen var for en stund lagt til side og midt i det, på en bjergside i Himalaya, der blomstrede lotussen frem.

Strategi: Vær åben og ydmyg

Det er blandt andet de to oplevelser, som har lært mig, at jeg ikke er særlig god til at regne ud, hvad det er, jeg har brug for. Indledningsvist dømte jeg begge oplevelser og det specifikke projekt, jeg havde gang i, dårlige for mig. Men når jeg nu kigger tilbage, så var det præcis det og intet andet, jeg havde brug for. Det havde jeg ikke klaret med min egen dømmekraft, og det havde jeg ikke valgt, hvis jeg selv havde haft kontrollen. Erkendelsen efterlader mig med en følelse af stor ydmyghed, og det fortæller mig, at jeg aldrig skal blive rigid i mine domme om, hvad der er godt eller dårligt for mig.

Det, som er, det er, upåagtet af min dom. Sammenholder jeg det med, at min dom efter alt at dømme ikke er i sync med virkeligheden, så kan jeg lige så godt kultivere en holdning til omstændighederne, som er åben og ydmyg. Lad os holde os på god afstand af sathed (som per definition afstår fra overraskelsen og overgivelsen til det ukendte), lad os være på vagt overfor det rigide, og det som skal være på én bestemt måde, og lad os omfavne det, vi ikke kan overskue konsekvenserne af.

Lad os kultivere modet og ydmygheden til at lade os overraske og lad os så blive overraskede igen og igen over, hvor fantastisk uforudsigelige vi selv og verden er. Lad os flyde med uden at bilde os ind, at vi kan forudsige konsekvenserne af vores valg.

IMG_8043


Hvem kunne have forudset at 25 kg på ryggen, 10 dages vandring og 3000 højdemeters stigning og fald, var det, som skulle til for at få mine ben ind i en komfortabel lotusstilling?