Hvis jeg skal pege på den bevægelsesform, hvor jeg har mødt de mest alsidige og helstøbte atleter, så er det uden tvivl i parkourmiljøet. Som udgangspunkt medfører alle bevægelsesformer en naturlig specialisering. Man bliver god til det man gør, kroppen tilpasser sig og en naturlig følge heraf er, at kroppen bliver mindre anvendelig til andre typer af bevægelse.

”Parkour skaber i høj grad bevægelsesgeneralister, dvs. folk som kan springe fra en bevægelsesform og videre til en anden og fortsat agere med ro og sikkerhed i de nye bevægelser.”

Den vigtigste grund til det er, at det gangske enkelt ligger i parkourfilosofien, at man tilpasser sig det som er. Bevægelserne opstod i mangel på et sted at bevæge sig og midt imellem betonblokkene i de parisiske ghettoer. Der kunne ikke ændres på omgivelserne, men der kunne ændres på øjnene som iagttog og kroppene som bevægede sig i omgivelserne og sådan blev det hele til en legeplads.

Den tilpasning  og kreativitet der trænes når man bevæger sig i byen skaber bevægelsesgeneralister. Af den årsag elsker jeg parkour.

jeppe19

Mere om parkour. Film: Parkour i fransk klippelandskab